Jeg siger det bare. Det er totalt afstressende at vågne i sin bil, smække skydedøren op og så bare indsnuse den friste luft, mens fuglene kvidrer. Solen er stået op og langsomt bliver det varmere. Få meter væk er 3-4 svaner i gang med at udkæmpe et slagsmål om hvem der bestemmer her.Det er mega hyggeligt og lidt efter dufter der af friskbrygget kaffe. I dagens anledning består morgenmaden af 2 æg oprørt med lidt mager cremefraiche og så stegt på Ridgemonkey panden sammen med noget peberfrugt.
Efter morgenmaden skulle vi videre sydpå. Kørte gennem Lyon i håbet om at finde en campingudstyrsforretning der solgte Kampa Geysers, men trods assistance fra Steens franskkyndige bror hjemme lykkedes det ikke. Vi fandt dog en forhandler ved Barcelona så der henter vi en i morgen. Varmt badevand kan vi ikke undvære.
Dagens mål var Camarguedeltaet nede ved Middelhavet. Stedet er blandt andet kendt for flamingoer (dem så vi) og vilde heste og tyre (dem så vi ikke). Vi kørte 22km langt ud af en lille bumpet vej for så at opdage at man ikke kunne køre videre, men måtte vende om og køre de 22km tilbage. Nå, men det var fantastisk smuk natur så vi nød det begge veje.
Da vi var færdige med deltaet beslutte vi at fortsætte mod syd og køre til solen gik ned. Det blev til 664km. Vi besluttede os for at sove på en rasteplads ved motorvejen.





