Efter en dejlig nat ved Osnabruck Canal måtte vi videre. Først lige morgenmad der bestod af spejlæg og ostemad og selvfølgelig kaffe. Klokken var blevet 1130, men vi havde nydt morgenen der bød på sol og blå himmel og derfor havde vi trukket afgangen lidt ud.
Nå, men vi kom så afsted. Dagen blev en køredag og meningen var at vi skulle gennem Holland og Belgien inden vi nåede dagens mål Clervaux i Luxemburg. Så langt nåede vi dog ikke. Det gik fint indtil vi nåede Holland. Trafikken gled dog afbrudt af en mindre kø her og der. Fremme i Holland tænkte vi, at vi hurtigt kunne finde en tulipanmark, men der blev vi altså snydt. Vi forlod motorvejen for at øge chancerne for at finde tulipanerne, men der var ingen i denne region. Nå, men så lad os da købe ind i stedet for. Vi fandt en Lidl og fik købt ind. Da vi kommer ud til bilen igen slår det os, at der er noget galt. Alle bilerne på p-pladsen havde Belgiske nummerplader. Et tjek på kortet viste at vi var kørt ind i Belgien uden at vi havde opdaget det. Sådan kan det gå.
Vi kunne konstatere at vi ikke ville nå Luxemburg i dag. Så vi begyndte at se os om efter en Park4Night plads hvor vi kunne holde. Vi fandt et spot godt ude på landet ved en lille bæk i en skovkant et par km fra byen Lierneux (kendt for skisportsstedet Le Monty). Op med tagteltet og så en lille gåtur hvor Jette efter 1km igen måtte gå videre på egen hånd. Nu viste det sig at vi kun havde 3G på mobilen. Vi har tidligere lovet hinanden at der skal som minimum være 4G. Vi bruger nettet meget og gider ikke de lange svartider på 3G. Så vi pakkede sammen og kørte videre. Ikke længe efter fandt vi et fint sted. Godt gemt på en lille bakketop et par km nede af en mindre vej, lå klosteret Chapelle Notre-Dame des Malades (klosteret for de syge).
Vi kørte fra Tyskland 1130 og var 400km senere fremme ved klosteret kl 2030.








