Så fik vi monteret bagageboksen på krogen. Det er jo ingen hemmelighed at en af svaghederne ved en VW California er pladsmangel. Når vi er på længere ture har vi begge en rejsetaske med vores tøj liggende om ovenpå sengetøj/madras i bagagerummet. Jeg var efterhånden blevet træt af at skulle flytte frem og tilbage på taskerne og f.eks overtøj hver gang sengen skulle foldes ud.
Jeg havde derfor set på og udforsket forskellige muligheder. En topboks var en mulighed. Men det ville kræve en stige hver gang jeg skulle hente noget. Det ville også forhindre at vi kunne køre i garagekældre pga den øgede højde og så ville det også påvirke kørselsøkonomien negativt. Så den løsning ville vi ikke bruge.
Da vi har trækkrog var det oplagt at kigge efter en eller anden boks der kunne monteres på krogen. Men det var ikke så lige til af den årsag, at du ikke ville kunne åbne bagklappen med mindre jeg fandt en boks der kunne vippes/trækkes ud. Her faldt valget så på Thules model. Den er dyr (8.500kr) og den er tung at bakse rundt med synes jeg. Jeg kan heller ikke bare lige smutte i vaskeanlægget, men da vi kun skal have den monteret på længere ture går det nok. Den helt store fordel er at den er ultranem at vippe således at du kan åbne bagklappen og bruge din udtræksskuffe. Den giver plads til ca 300L. Desværre skjuler den for bakkameraet, men da jeg har en Garmin navigator har jeg tilsluttet et Garmin bluetooth kamera og placeret det højt i bagagerummet. På den måde kan jeg fint se bagud når jeg parkerer med boksen monteret.


